Home LEDELSE – GODKENDT REVISOR

LEDELSE – GODKENDT REVISOR

LEDERKURSUS: LEDELSE FOR GODKENDTE REVISORER

(27 OE TIMER UNDER REVISION & ERKLÆRINGER)

LEDERKURSUS – BESKIVELSE

Revisors ledelseskompetencer og evne til at opbygge tillid er afgørende for succesfuldt at kunne håndtere en hverdag med mange opgaver og stort ansvar. Ikke mindst i en tid med øgede krav til både hastighed og kvalitet, økonomisk pressede kunder og rift om gode revisionsmedarbejdere.

Når der opstår problemer med revisions- og erklæringsopgaver, er det sjældent manglende faglig viden, men oftere forhold relateret til ledelse, herunder manglende tid og prioritering af ledelse af medarbejdere og overblik over opgaver. Det kan føre til misforståelser, uklare aftaler, manglende forventningsafstemninger, nøglemedarbejderes stress og sygdom eller endnu værre opsigelser.

Revisors lederkompetencer og evne til at opbygge tillid er ofte forskellen på et godt arbejdsliv med overblik eller et arbejdsliv fyldt med bekymringer og kaos. Uden de rette kompetencer og prioriteringer er det svært at være den revisor, leder og menneske, man virkelig ønsker at være.

Tillid og god ledelse skaber resultater – og må opøves og trænes!

Kurset i ledelse for godkendte revisorer afholdes både som forløb for enkeltfirmaer og som åbne forløb med deltagere fra flere revisionsfirmaer. Du kan se planlagte kurser her.

INDHOLD

For at arbejde henimod læringsmålene vil vi arbejde med en række af de typiske ledelsesmæssige udfordringer i revisors dagligdag. Via nysgerrighed og åbenhed skaber vi indsigt i godt lederskab i revisionsbranchen med fokus på dit udviklingsfokus som revisorleder. Vi arbejder med følgende spørgsmål:

  • Hvad er den vigtigste udfordring i udviklingen af mine ledelseskompetencer som revisor?
  • Hvordan opbygger jeg tillid hos medarbejdere, kunder og offentligheden?
  • Hvordan håndterer jeg utilfredshed, uenighed, stress og modstand mod udvikling?
  • Hvordan kan jeg styrke min kommunikation og håndtering af vanskelige samtaler?
  • Hvad er de vigtigste elementer i mit fundament og kommunikation som leder og revisor?
  • Hvordan finder jeg tid og overskud til at prioritere god ledelse i en travl hverdag som revisor?
  • Hvad er det vigtigste næste skridt i mit lederskab, når jeg er tilbage på arbejde?

LÆRINGSMÅL PÅ LEDERKURSUS

Efter deltagelse har hver kursusdeltager:

Efter kurset har du

    • et stærkt fokus og motivation for din videre udvikling som leder.
    • ny indsigt i motivation, udvikling og dermed fastholdelse og tiltrækning af revisormedarbejdere.
    • styrket din evne til klar forventningsafstemning og konstruktiv feedback.
    • En metode til skabe bedre overblik samt skarp prioritering af vigtige opgaver.
    • indsigt og erfaring fra andre revisorer, som også ønsker at styrke deres lederevner.

KURSET OMFATTER:

MODUL 1 – TO DAGE

I tiden op til samt på modul 1 bygger vi fundamentet for en udviklingsproces med personlig involvering for den enkelte og gruppen. Desuden er der introduktion til det personlige fokus, som udgangspunkt for personligt ansvar og udviklingsfokus, selvværd/selvtillid, kommunikations- og præsentationsøvelser med henblik på personligt lederskab og medarbejderudvikling, herunder feedback- og opbygning af tillid.

Sideløbende med det personlige udviklingsarbejde arbejder vi tillige i mindre grupper for at skabe inspiration og drøfte fælles udfordringer og mulige løsningstiltag.

MODUL 2 – TO DAGE

Med udgangspunkt i personligt ansvar arbejder vi videre med teori og øvelser omkring udvikling og udfordringer som menneske og leder. Vi arbejder med at skabe mening, herunder lægger vi fundament for personlige værdier og mål.

Vi berører, hvad deltagerne personligt ønsker at opnå som menneske og leder, samt hvordan de kan styrke samarbejde og målopnåelse gennem tillidsbaserede relationer. Deltagerne arbejder konkret med deres handlingsplan, tidsplanlægning og effektivitet, herunder metoder til prioritering, fokus og handlekraft.

DET SIGER DELTAGERNE

OM HVAD JEG HAR LÆRT OM MIT LEDERSKAB:

Dette forløb har simpelthen været perfekt. Det har ført os igennem det ene relevante værktøj og træning til det næste, hvor vi hele tiden har bygget videre på det forrige. Fuldt tilpasset til revisorgerningen. Jeg har simpelthen ingen forbedringsforslag. Tak for rejsen.

Hvor meget det betyder, at jeg kender mig selv, i forhold til at skulle lære andre at kende og være leder for dem. Jeg har lært mig selv bedre at kende og hvordan jeg skal tackle forskellige situationer.

Jeg har lært rigtig meget om mig selv, min måde at kommunikere på og hvordan jeg gerne vil være og fremstå over for dem, jeg skal lede. Herudover har jeg i forløbet også reflekteret meget over hvem jeg ser som en god leder og hvordan jeg gerne selv vil være.

Jeg er blevet bedre til at lytte og spørge ind til andre personer. Herudover er jeg blevet opmærksom på, hvad der er vigtigt at prioritere i min hverdag.

I forløbet har jeg især lært noget om mig selv og at man skal se indad for man kan blive bedre udadtil. Føler samtidig at jeg har fået nogle redskaber, som kan hjælpe mig til at kommunikere bedre med kollegaer i hverdagen.

Bare det at man tager uddannelsen gør et eller andet mærkeligt ved en – man føler man er leder nu (i hvert fald mere end før). Og så er der rigtig mange værktøjer i kassen. Det var også rart at erfare, at andre har samme problemstillinger – man bliver mere modig.

OM HVEM DETTE LEDERKURSUS ER FOR:

Dette lederkursus kan noget for alle og alle kan få et fint udbytte ud af det. Det handler jo meget om det personlige fokus som kan meget forskelligt. Uanset hvad det personlige fokus har været, så er det min opfattelse, at alle har fået noget brugbart med i værktøjskassen.

Man skal være åben og give alt hvad man kan. Man får mest ud af det når man lever sig ind i øvelserne og dialogen på forløbet.

At det kan være hårdt og krævende hvis man skal have et godt udbytte, men at man også kan få et stort og positivt udbyttet af det.

Man får kun det ud af forløbet, som man selv er villig til at give! Man skal selv have lyst til at “dele” ud af sig selv og være ærlig og åben. Udbyttet er derefter.

OM UNDERVISERNE

Det kræver meget at få revisorer til at åbne op på den måde, så stor ros for at skabe de rigtige rammer for at det kunne lade sig gøre.

Jeg synes, at de har været virkelig dygtige til at få os til at lytte og tænke. Været anerkendende men også udfordrende i forhold til at være nysgerrig på en ikke “irriterende falsk måde”. De er behagelige, rolige og dygtige.

Underviserne er super gode, rigtig dygtige og gode til at skabe et trygt rum.